I år er det valgår. Til november er det fire år siden, vi sidst satte kryds ved kommunal- og regionalvalget – og i takt med opstillingsmøderne i partierne begynder optakten til valgkampen så småt.

Flere borgmestre og byrådsmedlemmer har meddelt, at de ikke stiller op igen. Nogle af dem på grund af trusler fra borgere og den generelt hårde tone på de sociale medier – andre fordi de enten er kørt træt eller har fået tilbud om jobs, der giver bedre worklife-balance.

Det er ærgerligt, for der er brug for både nye og erfarne kræfter i en verden, der bevæger sig hurtigere og hurtigere, og hvor der er mange emner at forholde sig til.

Udfordringer og dilemmaer

I mange kommuner giver det faldende børnetal udfordringer – for hvem vil gerne stå på mål for at træffe de nødvendige beslutninger om at lukke daginstitutioner eller lægge skoler sammen. Og hvad med ældreområdet, hvor der kommer stadig flere seniorer, der har brug for kærlig omsorg og praktisk hjælp, mens der bliver færre hænder til at yde hjælpen?

Vi vil gerne have fritidstilbud til borgerne fra de yngste over voksentilværelsen til de ældste. Men hvordan sikrer vi, at der er frivillige nok til at træne, vejlede og uddanne de mange, der gerne vil gå til sport, musik, spejder eller aftenskole?

Hvordan sikrer vi en bred vifte af nære sundhedstilbud, så folk kan medvirke til at holde sig selv raske i en længere periode af livet – og hvordan sikrer vi tilstrækkeligt med praktiserende læger, der kender den enkelte borger og den enkelte familie, så hverdagens store og små skavanker kan håndteres – og et tilstrækkeligt kompetent sygehus- og psykiatrivæsen står klar til at løse de fysiske og psykiske udfordringer, der række ud over familielægens og det nære sundhedsvæsens formåen?

Behovet for flere boliger, der er til at betale for de fleste stiger. Men skal vi fortætte byerne eller inddrage nyt land? Der er brug for råstoffer til byggerier og veje, men hvem vil bo ved siden af en grusgrav? Og vi vil gerne sikre kloden for vores efterkommere – men hvordan skaffer vi mere bæredygtig energi uden at klistre vores marker til med solceller eller vindmøller?

Hvordan sikrer vi gode rammevilkår for erhvervslivet, der jo er fundamentet for finansieringen af vores velfærdssamfund? Er det kun et spørgsmål om dækningsafgift og adgang til kvalificeret arbejdskraft, der skal på byrådets dagsorden – eller er det også et spørgsmål om, hvilke erhverv, vi gerne vil tiltrække i et lokalsamfund – og hvordan vi sikrer uddannelsen af næste generation på de private og offentlige arbejdspladser?

Gøre verden til et bedre sted

De fleste, der stiller op til et valg, vil gerne ind i et byråd eller regionsråd, fordi de ønsker at yde deres bidrag til at gøre verden til et bedre sted i morgen end i går. Det gælder uanset hvilket parti, folk stiller op for. Det er i hvert fald min erfaring og oplevelse. Alle vil gerne gøre en forskel. For en bestemt sag. For en bestemt befolkningsgruppe. Eller for det lokalsamfund, de bor i.

Politik er dilemmaernes holdeplads. For det kræver kompromisser at finde løsninger på tværs af værdier og grundholdninger. Alle kan ikke få ret altid. Og det kan være svært at forholde sig til for dem, der stiller op for første gang eller kommer fra en anden sektor og møder mennesker fra dele af samfundet, som de ikke kender så meget til.

Det kan eksempelvis være en bibliotekar, der kommer i udvalg med en landmand. Eller en privat ansat, der kommer i udvalg med udelukkende offentligt ansatte. Eller en studerende, der kommer i udvalg med en pensioneret hjemmehjælper.

Forskellige forudsætninger beriger debatten

Forudsætningerne er vidt forskellige, når medlemmerne af et byråd eller et regionsråd skal forholde sig til en problemstilling eller en af flere løsninger, som forvaltningen måtte stille frem.

Her er det godt at kunne trække på hinanden på tværs af partier – og at inddrage sit personlige eller arbejdsmæssige netværk i de overvejelser, man skal gøre sig. Man behøver ikke at være enig med dem, man sparrer med. Det kan være sundt at tale med folk, der har en anden holdning end én selv – men det vigtigste er, at det er folk med indsigt og en sund nysgerrighed på, hvad der bør overvejes i en sag, som man også lytter til.

Som selvstændig rådgiver inden for strategi og kommunikation møder jeg mange mennesker, som jeg ofte rækker ud til. Det kan være blandt bureauets kunder – men det kan også være repræsentanter fra nogle af de erhvervsorganisationer, der er repræsenteret i kommunens Erhvervsudvalg, som jeg er formand for – eller nogle af de udenlandske forbindelser, jeg møder som medlem af Klima- og Miljøudvalget i Danske Regioner eller i STRING, der er et nordisk-tysk samarbejde, hvor Region Sjælland er engageret.

Dialogen er vigtig – især, når de kan supplere forvaltningen, der måske ikke altid ved alt om alting inden for det væld af foreninger, organisationer, virksomheder og aktører, der er inden for et politisk tema.

Da vi skulle skrive på Roskilde Kommunes indkøbs- og udbudspolitik, var det blandt andet pionérviden fra virksomhedsbesøg og konferencer, der gjorde, at vi på tværs af partierne kunne læne os ekstra meget ud af vinduet og formulere en meget ambitiøs og grøn politik, der blev indstillet af et enigt udvalg og vedtaget af et enigt byråd.

I den samme politik skulle vi beslutte formuleringer om sociale klausuler og kædeansvar i byggeriet. Vi var ikke enige – men det var gode drøftelser, hvor et medlem af byrådet, der havde et langt liv bag sig i fagbevægelsen og et par andre, der havde erfaringer fra arbejdsgiverrollen, kunne bidrage med viden og indsigt fra deres civile virke.

Da vi skulle drøfte hvilken metode, der skulle anvendes som ordblindetest på vores folkeskoler, var der to lærere i byrådet, der anbefalede hver sin metode. Vi kunne jo kun vælge én – men da vi var mange, der ikke var fagligt inde i problemstillingen, fik vi på tværs af partier og udvalg en god drøftelse, der så mundede ud i en demokratisk afstemning.

Der er talrige eksempler på, at viden og indsigt fra lokalpolitikernes civile jobs bidrager til at højne debatniveauet og skabe bedre beslutninger. Derfor er det så vigtigt, at et byråd eller regionsråd ikke kun bliver sammensat på baggrund af etnicitet, køn, alder og geografi – men også på baggrund af erhverv og viden om de problemstillinger, der drøftes i byrådet eller regionsrådet.

Personlige relationer skaber resultater

Det er tidskrævende at være folkevalgt. Man skal bruge tiden ved siden af sit civile virke, der ofte er et fuldtidsarbejde. Derfor gælder det også om, at man trives og har respekt for hinanden. Min erfaring er, at det er personlige relationer, der skaber resultaterne – ikke nødvendigvis den politiske enighed.

Det betyder samtidig også, at hvis man ikke har den fornødne respekt for hinanden – eller bruger tiden på at fyre vejsidebomber af mod hinanden – så bliver demokratiet udfordret. De fleste borgere forventer, at det byråd eller regionsråd, som de sammensætter ved et valg, også finder sammen om løsninger på de problemstillinger, der skal tages stilling til i en valgperiode. Det gælder uanset, om det er børnepasning og skoler, fritids- eller kulturtilbud, infrastruktur og erhverv – eller klima, miljø og velfærd.

De beskidte tricks

Alligevel tør jeg godt forudsige, at der fra nu og frem til valget kommer striber af sager, hvor politikere forsøger at miskreditere hinanden – eller hvor tastaturkrigere på de sociale medier taler politikere ned og udskammer dem for dette eller hint. Begrundet eller ubegrundet. Jeg kan faktisk ikke mindes et valg, hvor jeg ikke selv har oplevet en vejsidebombe eller to.

Ved valget i 2021 blev jeg således anmeldt anonymt til Skat for at have fiflet med regnskaberne i min virksomhed. Jeg har intet at skjule, så to skatteinspektører blev inviteret til vores revisor, hvor de endevendte alt. Og udover, at jeg havde givet et lån til en medarbejder, hvor tilbagebetalingen af sidste rate ikke var indtægtsført i det rigtige regnskabsår, så var der intet at komme efter – og Skat meddelte, at de lukkede sagen.

Et halvt år før valget i 2017 døde en af mine branchekolleger. Hans bureau udgav et lokalt erhvervsmagasin. Jeg var som formand for Erhvervsudvalget blevet interviewet i det ene, der var i produktion ved hans død – og det udkom så med mig i en artikel blandt mange andre lokale historier. Alligevel blev der gennem et anonymt tip til et medie rejst spørgsmål ved, om jeg mon som formand for Erhvervsudvalget havde puttet kommunale penge i et magasin som reklame for mig selv? Det var en anelse grotesk i og med, at magasinet var annoncefinansieret – og at jeg gennem mit eget bureau måtte betale for at få det sendt på gaden, fordi dødsboet ikke havde midler.

Undervejs er jeg også blevet anklaget for at være inhabil i sager eller være i for tæt dialog med erhvervslivet. Det er dog en anelse svært som formand for Erhvervsudvalget ikke at være i kontakt med erhvervslivet – og jeg har stor glæde af at kunne række ud til folk med indsigt, hvis der er dilemmaer i en sag. Det kan være placering af detailhandelsvirksomheder eller dilemmaer med råstoffer, som jeg også møder i Regionsrådet. Man kan ikke vide alt – og derfor er viden udefra kærkommen for en balanceret og nuanceret vurdering, før beslutninger træffes.

Klare regler for habilitet

Nu er de fleste medlemmer af byråd og regionsråd offentlige ansatte, og de er pr. definition generelt ikke inhabile, selvom de kan sidde og budgetforhandle til fordel for egne og kollegers arbejdspladser – mens os, der er privatansatte eller selvstændige oplever noget lavere tærskel for vores virke. Det kan virke urimeligt, men det er præmissen.

Hovedparten af min egen virksomheds omsætning sammensat af internationale kunder eller kunder, der ligger uden for kommunen. Vi har således ganske få virksomheder, der er hjemmehørende i Roskilde Kommune og en minimal omsætning fra lokale virksomheder. Hvis der en sjælden gang måtte være en kunde, der optræder i en sag, deklarer jeg altid helt i overensstemmelse med reglerne, hvis der måtte være risiko for inhabilitet.

Det samme gør mine byråds- eller regionsrådskolleger, hvis de sidder i en bestyrelse eller har en familierelation i en sag eller på anden måde måtte føle sig inhabile. Forvaltningen bliver spurgt før møderne, så der er foretaget en juridisk og forvaltningsmæssig vurdering, før man bringer det op i et udvalg eller byrådet eller regionsrådet, der jo så i sidste ende er instansen, der afgør forholdet om inhabilitet.

Uanset, om man har indsigt fra sit civile virke som offentligt ansat eller løser opgaver inden for politisk rådgivning eller andre hverv, er der klare regler for habilitet – og lokalt har vi faktisk en høj standard for håndtering. Det er kun godt – men det forhindrer jo ikke at nogen konstant forsøger at mistænke politikernes motiver. Men så har vi jo Tilsynet til at prøve eventuelle tvivlstilfælde.

Kan afskrække nye fra at stille op

De personlige angreb er anstrengende og de kan virke urimelige. Ligesom de sociale medier bestemt ikke har gjort et lettere eller sjovere at være folkevalgt. Uvidenheden og den manglede evne eller vilje til at sætte sig ind i en sag afholder sjældent mange tastaturkrigere fra at fælde en hård som på skærmen eller medier for at bringe halve rygter til torvs i den evige jagt på clicks.

Men den slags skal man kunne tåle, selvom det mildt sagt er træls at opleve. Og især er det træls, fordi disse angreb politikere imellem – eller fra sladdermedier eller borgere, der kommer med meget personlige udfald – kan få nye kandidater, der gerne vil gøre en forskel, til at undlade at stille op. Eller kun tage én periode.

De menneskelige politikere

Jeg ved ikke, hvad dette år måtte bringe af vejsidebomber. Men der skal nok komme nogen. Jeg synes, det er fint, at borgerne og medierne holder øje med, om politikere gør noget andet end dét, de er gået til valg på. Eller at de ikke har andre spilleregler og vilkår end resten af befolkningen.

Men politikere er også mennesker. Så der er givetvis nogen, der kører for stærkt på motorvejen. Eller er berusede til en fest. Eller begår utroskab. Eller engang har udført sort arbejde. Jeg forsvarer ikke disse ting, men vi kan ikke få folk til at stille op til valg og påtage sig et demokratisk ansvar, hvis der skal stilles højere forventninger eller opstilles skrappere vilkår for folkevalgte, end der skal til resten af befolkningen.

Så får vi ikke mennesker, men nærmere robotter eller teknokrater til at drive landet. Og dét var vel ikke dét, der var formålet med at kræve ordentlighed i politik?

Lad os tale demokratiet op

Så lad os tale demokratiet op. Lad os sammen skabe de bedste rammer for robuste løsninger på de store og små udfordringer, som en valgperiode byder på. Lad os hjælpe hinanden og bruge hinandens forskelligheder til at skabe de bedste løsninger.

God valgkamp til de, der stiller op for et yde en indsats for fællesskabet.

Og rigtig godt nytår til alle!